PETER MALERS JULEHILSEN 2020
Peter Maler - 21/12/20

JULEN 2020

 

Julen og dens søde tid nærmer sig med raske fjed og der er igen blevet tid til julefester og indendørs sysler rundt om i vores små hjem og julepyntede Danevang.

Meget har ændret sig i verden siden vi sidst holdt jul. Vi har fået noget at tænke over og det i sig selv er vel et sundhedstegn. Musikjobbene har ikke, som vanligt, været mange, men de har som altid været festlige og farverige.

Fester og socialt samvær er en vigtig og uundværlig del af vores liv. Hele festbranchen er i øjeblikket, og med rette, mærket af COVID-19 situationen, hvilket der i årets løb har ramt mange brudepar, runde fødselarer, konfirmander m.fl., samt festarrangører landet rundt, der længe og målrettet har set frem til at skulle levere deres ekspertiser til glæde og gavn for livets store fester og mærkedage.

Det man før tog for givet og ikke troede var muligt, blev pludselig til den skinbarlige virkelighed. Der arbejdes heldigvis hårdt globalt på at finde den berømte nål i høstakken, så vi alle forhåbentlig snart kan komme videre på en mere normaliseret landevej. En landevej, hvor der ikke nødvendigvis kun forefindes godt julevejr, men en vej hvor selv julemanden og Peter Maler, i lidt mere glidende kanefart, kan komme frem til deres destinationer.

For 2021 sporer jeg dog optimisme
Folk har med rette flyttet deres fester fra det gamle år til det nye og derudover kontakter folk mig fortsat, for i god tid at bestille musik til deres kommende festarrangementer.

Jeg vil herfra ønske jer alle, samt jeres familier, en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår.
 
På glædeligt gensyn i 2021 


Peter Maler

 

Se julekortet i PDF-format: Forside - Tekst





Tilbage til oversigten